Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Tjekliste for havearbejdet om efteråret

Efteråret er over os, og aftenerne kommer tidligere og bliver koldere. Vinteren nærmer sig med hastige skridt. Men hvad kan haveejerne så glæde sig til om efteråret? Vinterforberedelser, naturligvis!

Plantning og omplantning

Efteråret er et udmærket tidspunkt til omplantningsarbejde, fordi jorden har tilstrækkelig fugt takket være regelmæssige regnbyger. Jorden er stadig varm fra sommeren og efteråret, og dermed har planterne stadig tilstrækkelig tid til at vænne sig til deres nye sted og danne nye rødder.

Nye planter kan med god samvittighed også plantes om efteråret. Dette er sidste chance inden vinteren for at give haven lidt farve. For roser er efteråret – før den første frost i jorden – eksempelvis det ideelle plantningstidspunkt.

Plantning af løg

Løgvækster kan også plantes om efteråret, så deres blomster spirer fra jorden på det helt rigtige tidspunkt om foråret og glæder dig med et hav af farver. Den rigtige placering er vigtig, hvis disse forårets budbringere skal trives og blomstre. De fleste foretrækker frisk, fugtig jord om foråret, men i sommerens løb, hvor væksten er sat i bero, kan jorden være tør og porøs. Løg skal plantes i jorden i en dybde, der svarer til to til tre gange deres højde. GARDENA-løgplanteren er en nem måde at lave et tilstrækkeligt stort og dybt hul på. Derefter placerer man løgene i jorden med spidsen opad og dækker dem med jorden fra planteren, og til sidst trykkes der nedad.

Beskæring af urteagtige stauder samt små og store buske

Når buske bliver gule, deres stængler bøjer sig ned imod jorden, eller de begynder at sætte frø, er det på tide at beskære dem. Det skyldes, at planterne nu trækker deres saft tilbage i rødderne. Hvis de ikke skæres tilbage, risikerer man, at de forgår.

Små og store buske kan beskæres til omkring en fjerdedel af deres størrelse. Dette kan imidlertid variere i henhold til buskens eller plantens type. Du finder ofte flere oplysninger på plantemærkaterne eller på den nærmeste planteskole.

Hækkeklipning

Hække skal klippes sidste gang om efteråret for at forhindre forrådnelse i tilfælde af fugtophobning. Løvfældende hække må kun klippes så langt tilbage, at der ikke opstår huller, da sådanne huller ikke vokser ud igen i vinterens løb, og hækken derved kan komme til at se bar ud. Eventuelt træløv, der måtte ligge på hækken, bør også fjernes, da hækken ellers ikke får tilstrækkelig frisk luft og sol og derved kan begynde at rådne.

Plæner

Om vinteren vil fugten, de lave temperaturer og det begrænsede sollys påvirke plænen. Derfor behøver plæner pasning og 'forkæling' igen, før kulden sætter ind. Når bladene falder om efteråret, bør de regelmæssigt fjernes fra plænen. Hvis bladene får lov at ligge på plænen, spærrer de for lyset, hvorved der dannes tørre, brune steder, og mosvæksten fremmes. Slå plænen sidste gang omkring begyndelsen af november. Sørg for, at græsset ikke klippes kortere end 5 cm, da længere græs bedre kan gøre brug af det mindre sollys. På denne måde opnås bedre modstandsdygtighed imod ukrudt og mos.

  Det anbefales derudover at bruge efterårsgødning. Efterårsgødning har som regel et lavt kvælstofindhold, men indeholder meget kalium. Den større mængde kalium styrker græsset og forbedrer dets modstandsdygtighed over for frosten. Traditionelle plænegødninger bør ikke benyttes om efteråret, fordi de indeholder store mængder kvælstof og får plænen til at vokse hurtigere, hvilket siden hen gør den mere sårbar over for frost.

Der er naturligvis også andre små opgaver, der skal udføres, inden den første frost kommer:

• Bede, roser og andre planter, der er følsomme over for frost, bør tildækkes med kvas eller blade eller pakkes ind i boblefolie eller lignende.

• Grav sommerløg som f.eks. georginer op, og opbevar dem i en lufttæt kasse i kælderen.

• Stil potteplanter indenfor, eller placer dem på et beskyttet sted.

• Sluk for vandtilslutninger, og tøm vandhaner og vandingsudstyr, så frysende vand ikke kan forrette skader.

• Afmontér bassinpumper, og montér om nødvendigt en frostsikringspumpe.

Når vinteren kommer, kan haveentusiasterne tage en afslappende pause fra havearbejdet. Men pas på: Der går ikke lang tid, før det er tid til at gå i gang igen!

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.