Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Tips til pasning af julestjerner

I juletiden udgør julestjernerne med deres farverige blade et smukt, farverigt indslag i hjemmet. De er perfekte at pynte op med. I perioden op til jul kan man købe et stort udvalg af julestjerner på både markeder, hos blomsterhandlere og i supermarkederne. Med deres røde, pink eller flødefarvede blade er disse planter i vores øjne lige så stor en del af julen som julesmåkager, varm gløgg og pynten på juletræet. Julestjernen er efterhånden blevet en af de planter, der sælges allerflest af over hele verden.

Indkøb

Det er en god ide at være omhyggelig, når du køber en julestjerne. I mange supermarkeder er julestjernerne anbragt tæt på indgangen, og det betyder, at de konstant bliver udsat for træk. Fordi disse planter er meget følsomme over for kulde, kan de blive beskadiget, og så får du ikke glæde af dem i ret lang tid. Det er bedst at vælge en julestjerne, der har stået i et varmt salgslokale, eller at købe den hos en blomsterhandler.

Vanding

Julestjernen skal kun vandes moderat. Den er meget følsom over for ophobet vand omkring rødderne, og det kan få den til at tabe bladene. Det bedste er kun at vande den, når jorden i potten er tør. Men sørg for, at den ikke tørrer helt ud. Det bedste vand til dine planter er lunkent vand uden for meget kalk (blødt vand). Når du har vandet julestjernen, skal du fjerne evt. overskydende vand fra potten, så der aldrig står vand i bunden, da det kan få rødderne til at rådne. Hvis julestjernen begynder at tabe bladene, kan det skyldes, at den er blevet overvandet i længere tid, og at rødderne er begyndt at rådne. Hvis det sker, skal du lade være med at vande den et stykke tid. Begynd at vande moderat igen, når jorden igen er blevet helt tør.

Placering

Hvis en julestjerne skal trives og gro, har den brug for at stå et lyst og varmt sted. Den må hverken stå i direkte sollys eller blive udsat for stærk træk. Derfor er vindueskarmen generelt ikke den bedste placering, da planten kan blive udsat for træk, hvis vinduet åbnes.
Om sommeren er det meget vigtigt, at planten ikke placeres i direkte sollys. Men hvis der er tilstrækkeligt med skygge i vindueskarmen, kan du godt placere julestjernen der. Om vinteren skader et par timers solskin om dagen ikke planten. Ikke desto mindre må en julestjerne højst få 12 timers lys/sollys om dagen, hvis den skal kunne udvikle de farverige blade i de rigtige, intensive nuancer.

Blomstring

Når dagene bliver kortere, begynder julestjernen at blomstre. Planter fra året før skal "narres" til at blomstre før jul. Fordi der er lys i de fleste hjem til langt ud på aftenen, bliver der stadig for mange lyse timer for planterne, på trods af, at det er vinter. Julestjerner bør højst få 12 timers lys/sollys om dagen, hvis de skal kunne udvikle de farverige blade i de rigtige, intensive nuancer. For at simulere kortere dage, bør planten sættes i et mørkt rum i 12 timer om dagen i ca. seks uger. Alternativt kan man beskytte den mod lyset ved at sætte en papkasse over den. Dette enkle trick vil få din julestjerne til at blomstre.

Dekoration

Afhængigt af ønsker og personlig smag kan du også vælge en julestjerne, der er dekoreret med guldtråd, glimmer eller små stjerner. Det er helt op til din personlige smag at beslutte, om planten ser bedst ud, som den er - eller om den skal have lidt ekstra pynt.

Foto: © Andreas Blakkolb - Fotolia.com

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.