Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Sæt spot på dine planter

Planterne i vores egne haver er tit det perfekte motiv for fotografier på grund af deres skønhed og de ofte strålende farver. Sammenlignet med andre ting, man kan fotografere, bevæger de sig ikke – så længe der ikke er nogen vind. Men det er stadigvæk sværere at tage æstetisk smukke billeder af havepragten, end man skulle tro. Her har du et par enkle tricks, så du får sat blade og blomster i din egen have i det bedste lys.

Sådan tager du fotos fra forskellige vinkler

Det nemmeste og hurtigste er at tage billeder af en plante ovenfra. Men når du tager billedet fra en anden vinkel, ser dagligdags ting ofte langt mere spændende ud. Det er selvfølgelig sværere at knæle ned på gulvet eller græsplænen for at fotografere en blomst i øjenhøjde. Og alligevel giver den type billeder os et helt nyt perspektiv. Udnyt din kreative frihed til at forsøge dig med forskellige perspektiver og skabe ualmindeligt imponerende fotos af planter og blomster.

Sådan finder du fokusområdet

Når du skal placere den udvalgte plante midt i spotlyset, er det vigtigt at vælge et passende billedudsnit. Her gælder der det samme for placeringen af blomsterne som for perspektivet: Afprøv forskellige ting! Du kan opnå unikke effekter ved at placere planten forskellige steder i billedudsnittet. For at forhindre, at øjet bliver ledt væk fra det, du gerne vil fokusere på, bør du have så få elementer som muligt i billedet. Du kan f.eks. vælge kun at vise en enkelt blomst i stedet for hele planten, så blomsten bliver fokuspunktet i billedet. Undgå distraherende ting i baggrunden. Når du afprøver ting i søgeren, kan du undgå at få huse eller haveredskaber med i baggrunden, ved at tage billederne fra forskellige perspektiver.

Sådan vælger du en passende dybdeskarphed

For at få distraherende ting i baggrunden til at forsvinde, kan du ændre dybdeskarpheden. En lav dybdeskarphed sikrer, at det kun er det, du fokuserer på, der er skarpt. Andre billedkomponenter bliver uskarpe, så opmærksomheden henledes endnu mere mod billedets fokus. For at opnå det, skal du vælge en lav blændeværdi på kameraet. Hvis du derimod gerne vil have, at hele billedet skal være skarpt, kræver det en høj dybdeskarphed. Det gør du ved hjælp af en høj blændeværdi. Fordi en høj blændeværdi altid hænger sammen med en lang lukkerhastighed, må der ikke være for meget vind, når du tager billedet, for ellers bliver billedet uskarpt.

Sådan bruger du blødt lys

Udendørsfotografering giver dig naturligvis ikke de samme muligheder, som når du tager portrætter i et fotostudio. Men du kan alligevel skabe et blødt lys, sådan som professionelle fotografer gør det, for at fremhæve dine motiver på en smart måde. Når du tager højde for tidspunktet på dagen, kan du udnytte de store kvalitetsmæssige forskelle i lyset og de mere mættede plantefarver. Et godt tidspunkt til at tage plantefotos på er, når blomsterne åbner sig tidligt om morgenen. Atmosfæren tidligt på morgenen giver fotograferne et naturligt, blødt lys. Hvis der stadig sidder dugdråber på planterne, udgør de også en mulighed for nogle meget specielle indtryk. Hvis ikke, kan du bare snyde ved at sprøjte en lille smule vand på blomsterne ved hjælp af en forstøver. Aftentimerne lige før solnedgang giver også en interessant mulighed for at fange nogle imponerende lyseffekter.

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.