Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Det "blå guld" fra Provence

Der er en intens duft fra de blåviolette blomster i luften, og du kan høre biernes summen i det fjerne. Det er et fantastisk skue, naturen byder på, når lavendlerne blomstrer fra slutningen af juni til midten af august i Haute-Provence. Når de står i fuld blomst i juli, er der intet bedre sted at tage en pause end midt blandt de tilsyneladende uendelige rækker af lavendel.

Haute-Provence

Haute-Provence, der er kendt for sin rene luft og et højt antal solskinstimer hele året rundt, ligger i den nordlige del af Provence, ved siden af Alpes-Maritimes. Umiddelbart virker området med sine skove og ubevoksede bjergtoppe ikke specielt tiltrækkende på turister. Men hvis man besøger området på det rigtige tidspunkt af året, bliver man mødt med et fantastisk syn: lavendlerne i fuld blomst. I sommermånederne stråler de uendelige vidder i Haute-Provence i en kraftig, blåviolet nuance, og en fortryllende duft, der er en fryd for sanserne, fylder luften.

Ikke alle lavendler er skabt lige

Provence har været hjemsted for de kraftige lavendelblomster i århundreder. Det latinske navn for lavendel er Lavandula angustifolia. Men hold godt fast, for det er ikke alle lavendler, der er skabt lige. På de udstrakte lavendelmarker i Haute-Provence er det faktisk sjældent den ægte lavendel, der dyrkes. Markernes imponerende duft og farve stammer hovedsageligt fra lavandin, som er en krydsning mellem ægte lavendel og bredbladet lavendel. Ægte lavendel har en mere fin og sød duft. I modsætning hertil er duften fra lavandin skarpere og stærkere. Dens blade er ru, og blomsterne er mere gråblå end violette. Lavandin klarer sig bedre på åbne marker og i lavere højde på mellem 200 og 500 meter over havet, end ægte lavendel gør. Det er derfor, man finder lavandin på de berømte lavendelmarker i Haute-Provence. Lavandin bruges i produktion af kosmetik til udvortes brug og er også en bestanddel i medicinske produkter.

En rejse for alle sanser

Du kan opleve lavendel med alle sanser på lavendelruten, kendt som "Route de la Lavande". Den mest berømte del af ruten starter ved den gamle romerske by Carpentras og fører forbi kelternes hellige bjerg Mont Ventoux, gennem den centrale del af Haute-Provence og videre op til Alperne. Mens du passerer søvnige landsbyer og små, landlige værksteder, kan du fortabe dig fuldstændig i lavendlernes blåviolette verden. Du kan også blive klogere på dyrkning og brug af lavendel i små museer langs ruten. En af de vigtigste destinationer er den lille provinsby Sault. En af byens skjulte skatte er lavendelfestivalen, der afholdes hvert år i august. Under festivalen kan du vise dine evner udi kunsten at høste med segl eller nyde de optrædener, provinsens folkemusikgrupper byder på. Middelalderbyen Banon, der er kendt for både sine oste og for lavendel, er også værd at kigge forbi. Nyd et stykke gedeost med flager af kastanjer, og sug den fortryllende atmosfære til dig på det ualmindeligt smukke sted.

Lavendlens helbredende egenskaber

Lavendel er afledt af det latinske ord for at vaske, lavare. Romerne var udmærket klar over lavendlens helbredende egenskaber. Det er derfor, de brugte den i beroligende teer og i bade. I dag bruger vi fortsat lavendel som lægeurt, og der er et væld af anvendelsesmuligheder for både de friske og de tørrede blade. Mange sværger til den æteriske olie, der findes i lavendelblomsterne. Denne olie menes at have en beroligende effekt på mave-tarmkanalen. Lavendel siges også at have en positiv effekt på søvnproblemer og bekymringer. Du kan også nemt lave en friskbrygget lavendelte. Bare bland to teskefulde tørrede lavendelblomster i 2 deciliter kogende vand, og si teen, når den har trukket i 10 minutter.

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.