Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Den selvforsynende have

Det er fantastisk at forestille sig, at man kan blive selvforsynende med grøntsager og frugt fra sin egen have. Men det kræver en stor fysisk indsats og masser af tid at virkeliggøre drømmen om sådan en have. Derudover er den selvforsynendes menu ekstremt afhængig af årstiderne. Men grøntsager og frugt fra din egen have kan heldigvis både syltes, henkoges og gemmes på andre måder. Og ville det ikke bare være skønt stolt at kunne sige: "Se! Det her kommer ude fra min egen have – det er hjemmelavet!"

Følgende spørgsmål vil hjælpe dig, når du skal træffe beslutninger om en selvforsynende have, og med at få succes med planlægningen af den: 

• Hvor meget tid vil jeg investere?
• Hvad vil jeg gerne dyrke?
• Hvor mange mennesker skal haven forsyne?
• Hvor meget plads er der?
• Vil jeg gerne være fuldstændig selvforsynende? 

Hvis du gerne vil afprøve, om en selvforsynende have er noget for dig, anbefales det, at du i første omgang kun forvandler et lille område til køkkenhave. Muligheden for at afprøve ting er perfekt for mennesker, der også skal på arbejde, for at få en fornemmelse af, hvor meget tid og hvor stor en indsats haven vil kræve.

Planlægning

Før du anlægger en køkkenhave, er det en god ide at lave en råskitse. Du skal huske at tage højde for den geografiske beliggenhed og den fremherskende vindretning. Derudover skal du huske at angive, hvor meget de eksisterende træer, buske, bygninger, mure og hække fylder. Derefter tegner du områderne ind med forskellige farver, alt efter om der er fuld sol hele dagen eller kun halvdelen af dagen, eller om området hovedsageligt ligger i skygge. Skitsen fungerer som udgangspunkt for at vurdere, hvilke planter der passer til hvilket område i haven, og hvor store områderne vil være – og dermed hvor meget du vil kunne dyrke der.

Frugthaver

Æbletræer og andre frugttræer, f.eks. de mange bærtyper, er en væsentlig del af en køkkenhave. Når du planter nye frugttræer, skal du tage i betragtning, at de først bærer frugt to til tre år senere. Alle frugttyper har sorter, der bærer frugt enten tidligt, midt eller sent i sæsonen. Overvej, hvordan du kombinerer dem, så du får den optimale blanding af sorter (specielt af din yndlingsfrugt) og derved får glæde af en tilstrækkelig mængde i så lang en periode som muligt. Blommer eller kræger kan eksempelvis høstes fra slutningen af juli til et godt stykke ind i oktober. Æbler og pærer kan høstes næsten lige så længe. Derudover kan sene pæresorter opbevares køligt som frisk frugt indtil årets udløb, og sene æblesorter til et godt stykke ind i det følgende forår.

Grøntsagshaver

En grøntsagshave kræver den bedste havejord på havens mest solrige sted. Det første skridt er at opdele området i bede. Generelt er en bedstørrelse på 1,50 meter i bredden det bedste. Med den bredde kan du nemt nå ind til midten af bedet fra begge sider. Havegangen mellem bedene bør være 30-50 cm bred. Hvis du foretrækker havegange uden belægning, vil et tykt lag barkflis i havegangene betyde, at de er rimelig rene at bevæge sig rundt på, når det regner. Hvis bedene er højere end havegangene, kan du om nødvendigt lægge brædder omkring dem for at forhindre, at regnvandet skyller jorden ned på havegangen. Du kan også vælge at plante rækker af krydderurter der, f.eks. timian, purløg, vintersar eller lignende, eller måske plante lave buskvækster – f.eks. stærkt duftende havenelliker eller soløje.

Krydderurtebede

Det er meget populært at dyrke sine egne krydderurter. De fleste krydderurter foretrækker at gro et solrigt sted eller i halvskygge. Bede i halvskygge kan f.eks. stadigvæk bruges til havekarse, brøndkarse, løvstikke, peberrod, persille, pebermynte og purløg. Generelt skal et godt sted til krydderurter give mulighed for god luftgennemstrømning, men der må ikke være for meget træk.

Kompostbunker

En kompostbunke er en vigtig del af en køkkenhave. I en kompostbunke omdanner jordbundsorganismer planteaffald til værdifuld muld. Et sted med læ og halvskygge beskytter komposten, så den ikke udtørrer for hurtigt. Et 20 centimeter tykt lag fine træspåner giver ventilation, så nedbrydningen fremmes. Typen, blandingen og mængden af kompostmaterialer afgør, hvor godt forrådnelsesprocessen forløber.

Drivhuse

Hvis du har plads nok, er et lille drivhus nyttigt i selvforsynende haver. Det er nemt at sætte et op. Der er mange fordele ved et drivhus: Det giver mulighed for tidlig dyrkning af grøntsager og krydderurter, og det beskytter temperaturfølsomme planter. Det giver ikke kun mulighed for en tidlig høst, men kan også forlænge en høstperiode til et godt stykke ind i vinteren. Selv den vejrafhængige dyrkningspause i havebedene kan udfyldes ved hjælp af et lille drivhus, der giver mulighed for at dyrke feldsalat, rucola og vinterportulak.

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.