Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

De bedste måder at bortskaffe bladlus, snegle og skadedyr på

De fleste bliver vrede, hvis de finder hullede blade, halvspiste jordbær eller ødelagte salatskud i haven. Så hvorfor ikke gøre noget ved disse problemer så hurtigt som muligt? Især i køkkenhaven vil de fleste helst undgå at bruge kemiske bekæmpelsesmidler, for at man kan nyde sine økologiske frugter og grøntsager uden tilsætningsstoffer. Men hvilke metoder eller biologiske hjælpemidler er bedst til at bekæmpe skadedyr med?

Der findes mange metoder, som ikke kræver kemikalier til beskyttelse af følsomme og omhyggeligt fremavlede planter. Allerede når du planter planterne, kan du sørge for, at køkkenhaven indrammes af planter, som snegle ikke kan lide. Der drejer sig f.eks. om indiansk karse, lavendel, lobelia og pæoner. Hvis de plantes tæt sammen, fungerer de som en barriere for snegle. Et sneglestakit kan også beskytte køkkenhaven mod disse skadedyr. Stakittet skal have en meget jævn overflade og et overhæng ved den øverste kant, som sneglene ikke kan kravle over. Den anbefalede højde på stakittet er 15 cm med et overhæng på 10 cm. Inde i haven skal du dog indsamle alle snegle manuelt. Vi anbefaler ikke ølfælder, da de kan tiltrække snegle fra andre områder.

Den bedste tid at vande planter på er om morgenen. Du får det bedste resultat ved at vande direkte ind til planternes rødder og ikke over hele bedet. De tørre områder mellem planterne gør det sværere for sneglene at bevæge sig i haven, da de behøver fugtig jord. Da snegle er natdyr, forhindrer jordens tørke, at de bevæger sig om aftenen, hvis du vander om morgenen.

Hvis du opbygger haven, så pindsvin og fugle trives der, kan du desuden regne med deres hjælp i kampen mod sneglene.

Naturen stiller en hel hær til rådighed i kampen mod skadedyr i haven. Snyltehvepse hjælper dig med at bekæmpe skadedyrene. De bekæmper skadedyrene ved at lægge deres æg i larverne eller bladlusene, så deres yngel får føde.

En anden af bladlusenes fjender er mariehønen. Ofte anvender man mariehøns i drivhuse for at bekæmpe bladlus.

Myrer hjælper med til at holde jorden løs og fjerner haveaffald, og desuden holder de skadedyr nede.

Når det bliver mørkt, begiver de græsgrønne guldbasser og de store løbebiller sig ud på jagt. Uden at vække opmærksomhed befrier de jorden for insekter, som befinder sig planternes rødder.

Sørg for, at så mange nyttige skabninger som muligt kan overvintre i din have, så de føler sig velkomne. Insekter kan godt lide at opholde sig i små træstykker, bark eller hule mursten, men også i små bunker af grene eller løv, tørre murstensvægge og små stendiger.

Hvis du vil beholde de nyttige beboere, bør du skabe næringskilder til dem ved at sørge for, at der er mange planter i haven. Mange nyttige insekter har brug for blomstrende planter, som findes i haven i hele vækstperioden. De mest populære er buske, kornblomst, gulerødder, dild og kørvel.

Desuden er det vigtigt at rette lys i haven mod jorden, og at du slukker lyset, når du går tilbage til huset. Ellers tiltrækkes mange nyttige insekter af lyset og kan brænde sig på det eller flyve rundt om lyset, så de bliver udmattede.

Som du kan se, kan du med meget få midler sørge for, at nyttige skabninger tager ophold i haven, så du slipper for at bruge kemiske bekæmpelsesmidler. Selv arter, der er blevet resistente mod kemiske bekæmpelsesmidler, kan udryddes ad naturlig vej.

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.