Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Børnevenlige haver

Både forældre og børn kan slappe af i deres egen have. Børn elsker også at lege, løbe omkring og udforske naturen i deres have. Desuden kan børn hjælpe med mindre opgaver i haven og lære noget imens. Vær opmærksom på følgende tips for at sikre, at din have bliver ved med at være et paradis for børn.

Naturoplevelser

Børn elsker eventyr. Derfor behøver en børnevenlig have ikke at være perfekt vedligeholdt. Det ville være kedeligt for de fleste børn. Områder af haven, der er overladt til naturen, er særligt attraktive for børn og indbyder til udforskning og eksperimenter. Mange dyr kan du lokke tæt på din bolig ved at opsætte redekasser, fuglebade eller et hjemmelavet insekthotel, så dine børn har en masse at udforske.

Plantebede til børn

Du kan involvere dine børn i havearbejdet allerede fra en tidlig alder. På den måde lærer de hurtigt, hvad de må og ikke må spise. Det er en god idé at lave et lille plantebed til børn. Her kan du sammen med dit barn plante frugt og grøntsager, som barnet så selv kan høste senere. Tomater, ærter, hindbær og jordbær er særligt velegnede, da høsten kan spises som den er.

Klatretræer og gemmesteder

Muligheder for klatring og gemmesteder er vigtige dele af enhver familiehave. Hvad med f.eks. et legehus i et træ eller en hjemmelavet hytte af grene? En hasselnøddebusk er i løbet af få år klar til at blive klatret i, og nødderne er populære blandt både børn og egern. Unge frugttræer kan derimod ikke anbefales som klatretræer, da en knækket gren kan have en negativ indvirkning på frugtudbyttet flere år efter.

Sjov med vand

På varme sommerdage er vand i haven en sand fornøjelse for børn. Du kan f.eks. opstille et lille soppebassin. En vandslange med forstøver eller en vippevander sikrer masser af sjov for børnene og køler på en varm sommerdag.

Sikkerhed frem for alt

Uanset hvordan du udformer din familiehave, skal du altid tage højde for dine børns sikkerhed. Lad være med at dyrke giftige planter, hvis du har små børn. Engletrompet, høst-tidløs, guldregn, galnebær eller liljekonval bør ikke forekomme i familiehaver. Når børnene bliver ældre, er det imidlertid muligt at forklare dem helt præcist, hvad der er giftigt, og hvad der ikke er giftigt, så det ikke længere er nødvendigt at undvære alle de smukke, men giftige planter. Vær forsigtig ved anlæg af damme og bassiner og opstilling af vandbeholdere. Disse skal gøres utilgængelige eller afskærmes tilstrækkeligt af hensyn til dine børns sikkerhed. 

Det anbefales at plante en hæk eller bygge et hegn omkring din have, så du kan forhindre, at dine børn pludselig løber ud på vejen. På den måde kan forældre lade deres børn lege udenfor og nyde haven, uden at de behøver at være bekymrede for dem.

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.