Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores websted. Ved fortsat at browse på dette websted accepterer du vores brug af cookies. Få mere at vide ved at læse Cookies

Alt, hvad du altid har villet vide om citrustræer og deres overvintring

Efteråret er knapt begyndt, og kulden begynder så småt at gøre sig gældende. "Jeg laver dig en varm citronte" hører man ofte, og det giver anledning til spørgsmålet:

Kan jeg så kerner og få et citrontræ?

Tja, som med alle frøplanter vil afkommet skille sig ud fra moderplanten, fordi de også indeholder genetisk materiale far deres "far". Derfor er podning – som med alle andre frugttræer – den eneste måde at opretholde citronsorter på. Podning foretages ved at pode grene af den ønskede type over på "roddonorer", der fungerer som podeunderlag.

Selv om man ofte kan så citronkerner og få noget ud af det, vil de resulterende træer ofte kun give frugt mange år senere, og kvaliteten og mængden af frugt er uvis, fordi ingen på forhånd har prøvet eller rapporteret den eksakte genetiske kombination af frøplanterne. Interessant nok kan citrusfrøplanter dog i visse tilfælde give frugt af den passende sort, når man sår kerner. Det betaler dig at prøve selv. Spiringen udløses, når frøene bliver kolde (læg dem i grønsagsskuffen i et køleskab ved 1-5° C i to uger).

Du vil med sikkerhed glæde dig over at se citronens små spirende blade komme op ad såmediet og se dagens lys. Og apropos lys: Citruskerner skal sås ved udgangen af februar eller starten af marts, når lyset og dagtemperaturerne igen er i fremgang. Vejret skal være lyst og varmt og med konstante spiretemperaturer på omkring 21-25° C. Frøplanterne skal placeres på et meget lyst sted.

Overvintring

Du kan få mere at vide om den bedste måde at passe dit citrustræ i en anden GARDENA Nyhedsbrevartikel næste forår, når den nye friluftscitrussæson begynder.

Men da citrustræer inden længe vil kræve vinterpasning, vil vi gerne give specifikke oplysninger om dette emne i denne GARDENA Nyhedsbrevartikel:

Citrustræer er, som du måske allerede ved, lidt vanskelige med hensyn til overvintring. Man hører ofte spørgsmål om, hvad man kan gøre for at forhindre tab af bladene, hvilket ofte sker i senvinteren – sædvanligvis på grund af forkert pasning.

At forstå træet

Arten trives i tropiske og subtropiske klimaer, men kan også klare Middelhavsklimaet, der om vinteren kan nå ned på nul grader eller lige under. Det betyder følgende med hensyn til pasning af dem: Citrustræer har brug for masser af lys både om sommeren og om vinteren, præcis som de ville få på deres naturlige voksesteder.

Lys og temperatur er gensidigt afhængige af hinanden, idet de begge sammen og hver for sig påvirker træets stofskifte – det er det, der er så vanskeligt ved at passe citrustræer om vinteren. Kort sagt: Jo mere lys træet får (hvilket udløser fotosyntese), desto varmere skal det stå for at opnå et tilstrækkeligt stofskifte. Jo mere varme træet får (hvilket sætter gang i stofskiftet), desto mere lys kræver det for at opnå en tilstrækkelig fotosyntese.

Hvis træets stofskifte er for hurtigt i vinterens løb, fordi træet står for varmt (hvis planten f.eks. står i dagligstuen, især bag et gardin), og det ikke får tilstrækkeligt lys, kræver stofskiftet flere stoffer, end træet kan generere ved fotosyntesen – træet forbruger sig selv.

Det giver imidlertid mening at sætte planten i dvale ved at placere den et meget lyst sted ved lavere temperaturer (dette omfatter også frostfri ventilation af træets vinteropholdssted). Det skyldes, at på vores breddegrader er det lysest mulige sted sammenlignet med tropiske lysforhold som et lille mørkt rum, især om vinteren. Til dem, der elsker tal: Jeg målte et lysindfald på 190.000 til 210.000 lux ved frokosttid i Zanzibar i februar i år. På samme tid var der måske 10-15.000 lux udendørs i Danmark. Et meget lyst overvintringssted (f.eks. et lille drivhus eller orangeri) kan ofte kun levere 10.000 lux eller mindre. Et normalt overvintringssted (folk siger ofte "Jeg stiller det i en kølig korridor nær et nordvendt vindue, hvor lyset er stærkest") når kun op på omkring 1.000 lux; lysindfaldet i en dagligstue er normalt 500 til 800 lux. Forstår du: Under sådanne betingelser er det mere eller mindre et spørgsmål om at krydse fingre og håbe det bedste i lande som vores, når man skal have citrustræer til at overvintre – simpelthen på grund af forskellen på det lys, de har behov for, og det lys, de faktisk får.

Det var så kendsgerningerne, lad os nu fortsætte med de praktiske forholdsregler.

Tre overvintringsstrategier har vist sig at være succesrige.

A.: Lad træet overvintre i en planteskoles drivhus eller derhjemme i et lille drivhus, en vinterhave eller et orangeri (www.florino.de).

B.: Lad træet overvintre på et lyst sted ved temperaturer på 5 til 10° C; ventilér rummet ofte, og sørg for skygge, hvis varmt solskin gennemtrænger rummet (fra slutningen af januar, især ved sydvendte vinduer).

C.: Lad træet overvintre på et meget lyst sted ved temperaturer på omkring 16/18 til 20° C.

Variant C er den vanskeligste, da sådanne tilstande er næsten umulige at fremskaffe. I vores del af verden har vi som nævnt langt ringere lysindfald, og vi varmer normalt vores stuer op til mindst 21° C på kolde vinterdage. Rum ved kun 16 til 18° C, hvilket ville være at foretrække, er i bedste fald rum, der sjældent benyttes, eller kølige korridorer. I sådanne rum bør træer også placeres så tæt på et vindue som muligt.

Apropos temperatur:

Bladene tabes ofte også, fordi træerne er for våde, og fordi der er stor temperaturforskel imellem rødderne og bladene: "Varmt hoved og kolde fødder" som haveentusiasterne kalder det – eller endda "varme fødder og koldt hoved". Årsagen hertil bemærkes sjældent: Efterhånden som rummet bliver varmere, varmes det meste af træet op til rumtemperaturen på f.eks. 21° C. Træet står imidlertid på gulvet ved en temperatur på bare 16 til 18° C. De koldere rødder arbejder langsommere end de varme blade; træet bliver stresset og taber bladene. Løsningen: Isolér bunden af planten fra det kolde gulv ved at stille den på en mobil stander eller en potte med rullehjul og tilstrækkelig ventilation nedenunder, eller læg et tykt stykke polystyren imellem gulvet og potten for at isolere imod gulvets kulde.

Den modsatte situation: Træet står muligvis på et gulvvarmeelement, så rødderne varmes op til 20 til 28° C, mens kronen kun er 18 til 22° C. Noget lignende sker her: Træet bliver stresset, fordi rødderne nu er mere aktive end bladene. Resultat: Bladene falder af.

Ja, det var så en masse læsestof til dig! Glem ikke: Jo bedre du forstår citrustræer, og hvordan du kan påvirke dem i overvintringsfasen, desto bedre kan du styre situationen og udvikle den bedste overvintringsstrategi for de gældende forhold hjemme hos dig. Og du bliver i stand til at reagere hurtigere og gribe ind, hvis der opstår problemer.

Disse forhold mellem lys og temperaturer er relativt enkle i forhold til gødsknings- og vandingsstrategier i årets koldeste seks måneder:

Giv ikke gødning fra september til februar; hvis planten overvintrer i kulde (variant B ovenfor), må der ikke gives gødning fra september til marts. Behandl jernmangel (grønne bladribber, gule blade) vil at give jernholdig næring.

Vand med blødt vand ved stuetemperatur. Brug ikke hårdt vand, da dette kan medføre jernmangel. Ved varmere overvintring skal der vandes forsigtigt i overensstemmelse med situationen; i særdeleshed skal overvanding og vandopstigning undgås. Der er flere træer, der drukner, end der er træer, der tørrer ud! Ved kold overvintring skal træet holdes tørrere (let fugtig jord) – jordklumpen må ikke være helt tør, og træet må ikke tørre ud.

Lad træet stå udenfor så længe som muligt, og stil det udenfor igen tidligst muligt om foråret.

Især i senvinteren og tidligt på foråret kan træet placeres på et beskyttet sted udendørs. Stedet må ikke blive så varmt, at temperaturerne om natten og om dagen varierer væsentligt, f.eks. om natten 5° C, og om dagen 20-25° C.

Før træet sættes indenfor, skal du rengøre det omhyggeligt og gøre dit bedste for at sikre, at der ikke kommer snegle eller lus med ind og overvintrer sammen med det. Du kan om nødvendigt beskære det på dette tidspunkt. Udtynd meget tætte kroner, så der bedre kan trænge lys ind. Ved udgangen af januar skal du kontrollere for skadedyr (de er i fremmarch på dette tidspunkt af året). Skjoldlus og de første uldlus er allerede på farten nu. De sidste, der viser sig, er bladlusene, men selv de er at finde fra marts og fremover.

Vi ønsker dig al mulig succes med overvintringen af dine citrustræer!

Lige et sidste tip:

Hvis man ønsker et lille, pænt citrustræ, der også kan tåle varmere, lidt mindre oplyste steder om vinteren, er det en mulighed at skifte til fortunella – kumquaten!

Få inspirerende havetips! Tilmeld dig det månedlige digitale nyhedsbrev fra GARDENA.